Vi planlægger altid de daglige aktiviteter ud fra den enkelte beboers ressourcer, ønsker og behov.
Det kan være en snak omkring et ugeblad eller en avis, hygge i haven, en huslig eller kreativ aktivitet eller en tur i byen på enten vores Side-By-Side cykel eller Rickshaw cykel.
I hverdagen deltager beboerne i tilberedning af mad, borddækning og oprydning i det omfang, de har mulighed for og lyst til. Vi vægter sang og musik højt, og vi laver aktiviteter som stolehockey eller vi spiller bold med en ballon.
I sommerhalvåret bruger vi vores Atriumhave meget. Her sidder vi for eksempel ude og nyder vejret, vi griller og vi passer vores blomsterkummer.
En gang om måneden får vi besøg af en præst, som afholder gudstjeneste for beboerne. Torndalshave tilhører Avedøre Sogn.
Vi tager også på tur i bil, hvor vi eksempelvis tager på stranden eller på café.
Vi prioriterer at tilpasse aktiviteterne efter, hvad der giver værdi for beboerne. Det kan handle om aktiviteter, der hjælper dem med at genkalde minder, eller på anden måde sørge for, at beboerne selv kan sætte et præg på aktiviteterne, så det er interessant for netop dem.